Leger

Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.

Leger (oldnordisk leikari, sv. lekare) er den gamle betegnelse for spillemand og for gøgler; det forekommer tidligst i Vikingetiden (ved Harald Hårfagers hof), men får langt større betydning ned i Middelalderen ved det store antal af udenlandske legere, der lejlighedsvis vandrede gennem de nordiske lande.

Ved hofferne fik de fra 12. århundrede stærkt indpas, ligeledes ved markeder og ved alle større gilder; gaverne til dem kunne være ret betydelige, »der var ikke Guld for Leger spart«, hedder det ofte i folkeviserne. På den anden side var deres stilling hverken tryg eller anset; at banke en leger medførte ikke straf, og selv bøderne for legers drab eller sår var forsvindende små, undertiden nærmest skæmtende. En uvilje mod leger kommer tidlig til orde fra vennerne af det gamle kæmpeliv (sagnene om Starkad og kong Hugleik, og hos Saxo og flere islandske skjalde i 12. århundrede), men hindrede ikke deres stigende yndest.

Det har været fremhævet i nyere tid at leger spillede en rolle som overførere af den franske og tyske ridderdigtning til Norden. Men selve de nordiske kilder antyder intet i den retning, »leger« og »sanger« er bestemte adskilte begreber; og legers samfundsstilling svarede ikke til de bedste franske jongleurs eller tyske Spielmänner. Ned imod Middelalderens slutning var leger dog af indført byrd og foredrog helgenviser og folkepoesi ved gilderne.